Tips

Næste “interview” er med Maja fra Hold 9. Maja startede sin marathon træning i efteråret og er klar til at løbe den 23. maj på trods af en kort periode med en skade. Nedenfor fortæller Maja lidt om hvorfor hun vil løbe et marathon og hvordan hun har foreberedt sig. God læsning.

Af Maja Wilson Zinckernagel

I september 2009 besluttede jeg, at I år skulle det være. Jeg ville løbe mit første marathon i 2010, Copenhagen Marathon var oplagt, det er nemlig gratis for studerende . Jeg er farmaceutstuderende og 24 år.

Det var min ekskæreste der fik mig i et par løbesko i gymnasiet. Han var en ivrigt Team Danmark idrætsudøver, så jeg kunne slet ikke følge med, når vi skulle løbe sammen. I starten var det rigtig hårdt, og egentlig ikke særlig rart. Jeg ville gerne bevise over for ham, at jeg godt kunne løbe 5 km på en halv time. Jeg begyndte at træne jævnligt, og efterhånden som jeg kom i bedre og bedre form, blev det hele lidt sjovere. Jeg begyndte at bruge mit løb som terapi. Jeg fandt ud af, at når jeg var i dårlig humør eller meget stresset, hjalp det rigtig meget, at løbe en tur. Så kom jeg altid hjem, og havde fået modet tilbage, til at klare tingene. Jeg havde fået blod på tandet, og efterhånden blev distancerne længere og længere. I mellemtiden havde jeg fået en ny kæreste, og da jeg slog ham i en halvmarathon over Storebæltsbroen begyndte det hele at blive lidt sjovere. Jeg tror allerede drømmen om marathonet startede her. På grund af rejser, travlt i skolen m.m. har det måtte vente på sig. Da jeg kunne se, at I år ville jeg få mindre travlt i skolen, besluttede jeg at nu skulle det være. Jeg ønskede at overskride mine grænser, prøve mig selv af, og bevise overfor mig selv, at det her kunne jeg godt. Så Copenhagen Marathon, here I come.

Jeg startede min rejse mod marathonet, med at tage til et foredrag, som handlede om at finde motivationen til at løbe. Der fortalte de, at det kunne hjælpe meget på motivationen, hvis man løb sammen med andre, havde nogle faste aftaler, evt. meldte sig ind i en klub, og så satte sig nogle delmål.
Først tænkte jeg, det er da noget pjat, jeg kan da sagtens selv finde ud af, at komme ud og løbe, det har jeg altid gjort. Jeg hygger mig alene. Derefter tænkte jeg, jeg kan da også prøve. Jeg så, at Sparta havde gratis marathontræning om søndagen. Jeg besluttede, at jeg ville komme én gang, bare for at prøve det. Jeg kendte jo ikke nogen andre, men så vidste jeg jo, hvad jeg gik glip af. Jeg mødte op på Østerbro stadion den efterfølgende søndag, og var jeg fuldstændig målløs. Målløs over at se så mange løbere, så tidligt, søndag morgen. Jeg tror der var over tusind. Det var helt vildt. Jeg startede med at løbe på hold 12. Jeg følte mig ikke som nogen ihærdig løber, så det var et fint sted at starte, synes jeg. Jeg kom hurtigt i snak med en masse mennesker, og efterhånden fornemmede jeg, at flere blev lettere irritable over mit enorme overskud. Næste søndag var jeg da heller ikke i tvivl, selvfølgelig skulle jeg af sted igen. Jeg rykkede et hold op, og gentog succesen de efterfølgende søndage, og pludselig stod jeg klar til at løbe på hold 9. Men de løb jo stærk, kunne jeg følge med her, hvorfor gjorde jeg dog det her? Og pludselig løb flokken og mine ben løb med. Undervejs kom jeg i snak med en rigtig flink fyr, vi snakkede hele turen, og inden jeg fik set mig om havde jeg løbet 15 km med hold 9. Jeg gjorde det. Søndag efter søndag mødte jeg op på stadion, og sammen traskede vi derudaf. Der er altid en god stemning på hold 9, og man føler sig som en del af et fællesskab.

Jeg har altid været en meget stædig og disciplineret person. Så når jeg først har sat mig noget i hovedet, skal jeg nok også gennemføre, koste hvad det vil. Koste kom det til. Efter en lang hård vinter, med mange hårde ture i det hvidbelagte Danmark, kom solen endelig frem, sneen forsvandt, og foråret viste sig. Jeg havde været ude en aften og løbe, og da jeg kom hjem fornemmede jeg, at mit ene skinneben gjorde ondt. Jeg tænkte, det nok var pjat, og det ville nok gå over dagen efter. Da jeg vågnede den efterfølgende morgen, havde jeg endnu mere ondt i benet. Jeg har haft skinnebensbetændelse flere gange før, og vidste præcis hvordan det føles, og dette var samme brændende fornemmelse. Åh nej. Ikke nu. Tre måneder før marathonet, det var virkelig dårlig timet. Jeg har stor respekt for skader, man skal lytte til sin krop. Jeg besluttede at stoppe med at løbe, og forsøgte at holde min form ved lige, ved at spinne. Det var en stor nedtur. Nu gik alle marathondrømmene i luften. Alt det arbejde, hele den lange vinter. Det var spildt arbejde. Min kæreste og svigermor (med mange marathoner i bagagen) hjalp mig med at holde optimismen oppe. Der gik en hel måned inden jeg kom i gang igen. Det var forfærdelig lang tid. Angsten for at komme i gang, og for om jeg kunne følge med på hold 9, var ikke rar. Jeg begyndte at træne alene, efter de første par ture havde jeg meget ondt i mine lår- og lægmusker. For at overvinde min frygt, besluttede jeg, at løbe den lange tur på 30 km helt alene. Kunne jeg løbe 30, så var jeg også sikker på, at jeg kunne løbe et marathon. De 30 kom i hus. Jeg kom tilbage til hold 9, og kunne godt følge med. Jeg var lettet.

Nu er der ikke længe til marathonet, massere tanker farer gennem hovedet, når jeg tænker på det. Har jeg tabt meget, på de uger jeg var skadet? Kan jeg klare det? Går jeg sukkerkold undervejs? Jeg bliver ved med, at minde mig selv om, at hvis jeg ikke prøver, så finder jeg jo heller aldrig ud af det. Så lige nu går jeg bare og venter, fortæller mig selv, at det nok skal gå, og forbereder mig mentalt til dagen. Jeg har været til et foredrag om kost og researchet på nettet for at samle information til dagen. Jeg prøver at følge alle de ”kloge” menneskers råd, om at fylde depoterne godt op i forvejen, ikke lægge for hårdt ud, og så huske at spise og drikke godt undervejs uden at overfylde mig, og ikke mindst huske at nyde oplevelsen. Forhåbentlig bliver jeg så dopet på adrenalin at jeg næsten flyver gennem løbet. Mit mål er at gennemføre. Se mig selv løbe over målstregen med armene over hovedet. Marathonet føles lidt som at have en ekstra eksamen. Man ved ikke om man består, men forbereder sig så godt man kan, og håber at det går. Den største forskel er, at til marathonet kan man i det mindste nyde det undervejs, når der ikke er kriser. Jeg er spændt og nervøs, men glæder mig.

Håber alle må få et godt løb den 23. maj.

Hold 9 fartholderne takker Maja for det fine indlæg. Næste og sidste “interview” er med Carsten.