Af Brian Lund Larsen
En løbe kammerat havde længe talt om et ultra løb i Schweitz, der skulle være den ultimative oplevelse med 78 hårde kilometre i bjergene. Det havde egentlig ikke sagt mig så meget, ultraløb interesserede mig ikke og jeg syntes mit mål om at løbe marathon i København i 2010 var ambitiøst nok.
Jeg var og er stadig en relativt ny løber. Jeg begyndte at løbe tilbage i august 2008 hvor jeg faldt over et tilbud fra Sportsmaster på et par løbesko og et sæt tøj. Dagen efter tog jeg de første par forpustede skridt med programmet “Couch to 5K”. 2 måneder efter droppede jeg så også smøgerne i et forsøg på at løbe min første 5 km konkurrence på under 30 minutter. Det lykkedes lige og i det efterfølgende år fik jeg både tabt næsten 30 kg og gennemført en del halv marathons.
Januar 2010 kort før jeg begyndte min egentlige træning mod Copenhagen Marathon, viste min kollega mig så en video fra det omtalte løb i Schweitz. Det viste sig at være Swiss Alpine K78 han havde talt om og jeg var solgt med det samme. 78 km var dog alligevel lidt for stor en mundfuld, men der var også K42 på marathon distancen og endnu før jeg havde løbet mit første marathon, havde jeg tilmeldt mig nummer to og booket både fly og hotel.
Jeg fik gennemført min debut marathon i København, en fantastisk oplevelse hvor jeg dog desværre kom til skade med min fod sidst i løbet. Det plagede min træning frem mod K42 en del, men jeg nåede da at få løbet en del ture den sidste måned inden. Ikke optimalt, men der skulle mere til at holde mig fra de Schweiziske bjerge. Dagen inden løbet ankom jeg derfor til Davos, en hyggelig by beliggende i 1560 meters højde og de mest fantastiske omgivelser. Det er her K78 løbet starter og hvor også K42 slutter.
Min kammerat havde også været plaget af skader og vi skulle derfor begge løbe K42 som starter i Bergün en by 39 km inde på K78 ruten. Lørdag morgen tog vi sammen med en masse andre lokalbanen til starten. En del af K78 ruten går langs med togskinnerne og det gav os mulighed for at heppe på de løbere vi passerede undervejs.
Vi blev skudt af sted med helikoptere cirklende over os og efter de første par hundrede meter begyndte det at gå ned af bakke, det skulle dog vise sig at være en kort fornøjelse for snart efter blev vi ført sammen med K78 løberne og nu gik det så konstant op de næste 16 km mod Keschhutte.
Der var rigtig mange der gik på stigningerne. Udover at det var ekstremt stejl og næsten umuligt at løbe, så var der også en del trængsel og stierne var ofte ikke brede nok til at to personer kunne passere hinanden.
Efter en lang kamp nåede vi til Keschhutte, med 2632 meter over havet er det løbets højeste punkt og vi skulle nu til at løbe nedad. Det var også her vi blev delt fra K78 løberne der skulle fortsætte på en sti i højden, hvor vi skulle ned i dalen.
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig hjemme fra, noget i stil med de vante grusstier hvor det bare gik nedad bakke og i stedet blev jeg mødt af en stejlt nedafgående smal bjergsti fyldt med løse sten og strømme af vand fra bjergtoppene hvor man blev nød til at træde fra sten til sten for at komme tørskoet over. Jeg blev faktisk noget overrasket over hvor hårdt det var at løbe nedad, jeg kom dog igennem med noget brugte lår og ømme tæer af at bremse op.
Da det endeligt fladede lidt ud var det så allerede tid til næste opstigning. Vi skulle denne gang op på Scarlettapass i 2606 meters højde hvor vi blev genforenet med K78 løberne. Stierne her var om muligt endnu smallere og stejlere og det blev til mere gang i den tynde luft.
Ved depotet på toppen var der mulighed for at få en omgang massage af de efterhånden godt trætte ben, eller at varme sig på en kop varm suppe med tilhørende bjergbrød. Jeg holdt mig dog til energi drik.
Jeg havde nu været undervejs i lidt over 4 timer og havde kun lige passeret 24 km skiltet og glædede mig derfor til at det skulle gå nedad resten af vejen. Som ved sidste nedløb måtte jeg dog igen sande hvor hårdt det egentligt var. De næste 4 km gik igen meget stejlt ned af svære bjergstier og da vi endeligt kom ned hvor luften var knapt så tynd og stierne bedre havde jeg så trætte ben at det var en kamp at blive ved med at løbe. Jeg begyndte at fokusere på at nå til det næste depot, gå og hvile benene en smule imens jeg drak og spiste og så ellers komme videre.
Med 4 kilometer igen skulle vi lige have en sidste lille stejle bakke med og så gik det ellers ned mod Davos hvor vi sluttede med en halv omgang på byens atletik stadion. Jeg var meget træt efter at have været på benene i 6 timer og 37 minutter og ekstremt glad for at have gennemført. Det var rigtig hårdt men samtidig også den ultimativt største løbeoplevelse jeg har haft. Det er bestemt ikke sidste gang jeg løber et Swiss Alpine løb.
Vi vil gerne sige tak til Brian for at han har taget sig tid til at skrive dette indlæg til bloggen. Du kan læse mere om Brians løbekarriere på hans blog – http://blog.cze.dk.
Twitter
LinkedIn
Facebook
Delicious
Youtube
Flickr
Endomondo
Seneste kommentarer