- Læg din egen plan – og hold den! Husk at gennemførelsen af et marathonløb er en individuel bedrift
- Lad være med at gå i panik, hvis din plan ikke holder. Hav i stedet en plan B parat. Bevar kontrollen
- Lad være med at løbe for hurtigt i starten. Lad være med at bruge unødige kræfter på den første halvdel
- Drik allerede fra første vædskedepot
- Klip dine tånegle helt ned inden løbet
- Tænk på det, du gerne vil opnå. Kom med positive kommentarer til omgivelserne. Det giver også energi til dig selv
- Nyd det! Du har trænet i over et halvt år til dette her. Løbet er overstået, før du ser dig om. Nyd det!
- Giv dig selv lov til at prale lidt i dagene efter løbet. Eksempelvis bør du flashe medaljen overalt, hvor du går
You are currently browsing articles tagged Copenhagen Marathon.
Tags: Copenhagen Marathon, Copenhagen Marathon 2010, Per Christensen, Tip
Når du lørdag begynder at forberede tøjet/løbesko du skal have på til løbet eller overvejer hvad der vil være godt at spise til morgenmad om søndagen bør du gøre som du har gjort tidligere. Brug noget tøj som du har brugt i din træning. Hvad angår din morgenmad så spis i god tid og spis/drik det samme som du har gjort når du skulle løbe længere ture.
Personligt gjorde jeg den fejl i Berlin Marathon et par år siden da jeg under løbet brugte nogle energy gels, som jeg havde købt på messen. Jeg havde ikke prøvet det før, men havde hørt godt om dem og lod mig friste af et godt tilbud.
Jeg ‘spiste’ min første energy gel under løbet og fandt ud af det ikke helt var så nemt at få ned hvilket begyndte at irritere mig. Jeg var nødt til at drikke for at få gelen ned og der gik ikke lang tid før jeg fik ondt i maven. Fordi jeg ikke havde prøvet en gel før kom jeg til at bruge en del mentale kræfter på at være irriteret og mistede min fokus på mit løb. Mavepinen fik mig til at løbe langsommere og gjorde det sværere for mig at nyde løbet.
Gør derfor hvad du er vant til og som du ved virker.
Lige en afsluttende note omkring hvad du skal drikke i løbet af lørdagen. Jeg anbefaler 5-6 L vand og overvej at spise saltstænger så saltet binder vandet i din krop. Som du kan se af Pers kommentar på indlægget Vand, Vand, Vand fra sidste år har vi fartholdere forskellige rutiner og måder at gøre tingene på, så gør hvad der føles rigtigt for dig.
Tags: Copenhagen Marathon, Copenhagen Marathon 2010, Gør som du plejer, Preben T. A. Arentoft, Tip, Væske
Et lille citat at huske på når I er derude på ruten lige om lidt: “You’ll be surprised to know how far you can go from the point where you thought it was the end.”
Herfra hvor I står idag hvor I alle er i form til at gennemføre et maraton under 4 timer, behøver I ikke stille jer selv dette spørgsmål længere! I er i topform. Fra i dag og den 23. maj indtil I løber over målstregen med armene i vejret, med suset i kroppen fra de taktfaste klapsalver og den enorme glæde over at I gjorde det er der en ting der gælder mere end alt andet:
I skal tro på det!! Løbet er herfra en mental opgave. Husk på at benene gør hvad hovedet siger de skal. Fjern enhver tvivl fra jeres sind. Vi glæder os som til juleaften til turen og at se jer alle løbe ind over målstregen med armene i vejret.
Tags: Copenhagen Marathon, Copenhagen Marathon 2010, Jesper Sachmann, Tip
- Læg hårdt ud
- Øg farten hen mod den halve maraton
- Spurt den sidste halve marathon
…. så er du sikker på enten at lave PR eller at gå ned med et brag.
Tags: Copenhagen Marathon, Copenhagen Marathon 2010, Jesper Findsen, Tip

Hvem er du ?
Mit navn er Carsten, jeg er 52 år og har en relativ kort løbekarriere bag mig. Jeg begyndte at løbe i 2006 godt hjulpet af Berlingskes løbeskole. Jeg startede løbeskolens program, fuldstændig utrænet idet jeg ikke havde dyrket motion i omkring 15 år. Mit langsigtede mål var at løbe Copenhagen Marathon i 2008, og da målet højlydt var blevet fortalt til familie og venner, var der ingen vej tilbage.
Jeg begyndte søndagstræningen på hold 10 i 2007. Jeg fulgte med stor fornøjelse træningen gennem vinteren, frem til maj 2008, hvor jeg med stor spænding stillede op til start, til mit første Marathon – og hvilken en oplevelse. En hel vinters træning blev forløst i tiden 4,14………… sikken et spark af selvtillid og energi det gav! Svært at beskrive, men følelsen af at have planlagt og gennemført noget helt særligt dukkede op igen og igen! Et par uger efter havde jeg booket startnummer til Berlin Marathon samme år.
Sidste år var målet til Copenhagen Marathon at komme under 4 timer. Træningen med hold 9 blev derfor min foretrukne søndagsformiddags beskæftigelse. Nåede lige at mase mig under 4 timer – 3,59!
I nu snart to sæsoner har det været en fornøjelse at komme på hold 9 om søndagen – effektive fartholdere og masser af positive medløbere, med herligt engagement og super godt humør. Tak for det!
I 2009 blev det udover København også til New York City Marathon. Jeg vandt startnummer i lotteriet og havde en fest af et løb, samme tid som mit første løb i København. Det var en kæmpeoplevelse – som skal prøves igen.
Hvorfor løber du marathon/Hvad får du ud af at løbe marathon ?
Forklaringen er enkel, jeg er blevet rigtig glad for at løbe. Det giver mig et herligt frirum, hvor jeg har tid for mig selv og lader op. Herudover er det stærkt motiverende, at have et nyt mål at træne op til.
Den 23. maj stiller jeg op for 5. gang og er lige så forventningsfuld, som for to år siden til det første Marathon. Jeg ser virkelig frem til endnu engang, at skulle igennem 42,2 intense km, hvor målet er at gøre det lige så godt som sidst, gerne hurtigere, men lad os nu se………… At gennemføre på en god måde, er for mig en kombination af at følge min plan for løbet, nyde stemningen undervejs og undgå skader.
Hvordan forbereder du dig i dagene op til et marathon ?
Min forberedelse i dagene op til løbet er præget af lidt halv autistisk adfærd – checker rutekortet igen og igen – memorerer løberuten. Ved starten har jeg i tankerne løbet ruten adskillige gange.
Sko og tøj checkes nok lidt grundigere end i dagligdagen, sidder nummerskiltet rigtigt, er al udstyret slidt til, osv. Checker vejrudsigten på DMI en ekstra gang – vil gerne have styr på vejret selvom det viste sig at være svært sidste år, hvor det styrtede ned en god del af turen.
Derudover bliver det til et par korte løbeture i ugen op til løbet. Og så er der fokus på at fylde depoterne op – jeg spiser og drikker meget i de sidste par dage. Masser af kulhydrater – bliver mærkelig nok ikke træt af pasta selvom det bliver til anseelige mængder de sidste dage.
Prøver at få sovet så meget som muligt, prøver i det hele taget at slappe af. I den forbindelse kan en tur til fysioterapeut/massør være fantastisk, for få løsnet musklerne.
Resultatet af ovenstående halvautisme er, at jeg indtil nu, er kommet relativ nemt gennem de kriser som dukker op undervejs i løbet.
Hvad SKAL man, i dine øjne, gøre og hvad skal man IKKE gøre
Det bedste råd jeg fik i forbindelse med mit første Marathon – og som jeg stadig gør brug af – er at huske på, at løbe sit eget løb. Være opmærksom på risikoen for at blive trukket op i tempo, specielt i starten, hvor benene er friske og starteuforien fylder kroppen. Start derfor sammen med de fartholdere som passer til din plan. Jeg løber i mit eget tempo og løber min egen konkurrence, og forsøger at gøre, som jeg har planlagt. Drikker ved alle væskedepoter – bruger den tid, som er nødvendig for at få vand og energi- gel og indtil videre har det givet mig 4 rigtig gode løb.
Hvad skal 1. gangs løbere glæde sig til når de løber Copenhagen Marathon?
Kom i god tid og sug den nærmest elektriske stemning ind, som er i start området – du skal snart realisere et stort mål, som du har trænet til i lang tid. Det bliver en kæmpe oplevelse! Nyd stemningen, når starten går, nu er du på vej, Nyd det undervejs, hvor der er masser af tilskuere som hujer, råber, klapper dig igennem dit første Marathon. Fantastisk, at så mange københavnere følger løbet fra sidelinien og i den grad bidrager til at hjælpe os alle på vej.
Det bliver helt sikkert også hårdt, men tænk på, at for hvert skridt kommer du nærmere målstregen. Sikkert lige som du har forestillet dig, mange gange under vinterens træning. Det bliver ubeskrivelig fedt! Det skal nok reducere smerterne og trætheden.
I dagene efter kan du glæde dig over, at du går rundt med det her lidt mærkværdige skæve smil, som kun en 1. gangs maratonløber kan have?! Jeg gjorde det, sgu…….!!
Har du et efter-løb tip ? F. eks. hvordan man skal restituere, glæde sig over at have løbet sit første marathon osv osv
I dagene efter løbet skal du fortælle alle om den fantastiske oplevelse du netop har haft – dine omgivelser skal nok sige fra når det bliver for meget. Vær stolt af dig selv – du har gennemført noget stort!
Løbemæssigt tager jeg den med ro den første uges tid. Der er en vis løbemæthed i kroppen, som lige skal fordøjes. At slappe af og mærke, hvordan lysten til at løbe kommer igen er rigtig dejlig. Jeg starter typisk med små ture, max. 10 km suppleret med cykling og svømning, hvorefter træningsplanen justeres i forhold til næste mål.
Hvilke løb (marathon og andre løb skal du løbe i 2010) ?
Jeg planlægger at løbe yderligere tre Marathon i år. I august løbes ”Danmarks hyggeligste marathon” på Samsø. I oktober løbes ”The International Lake Garda Marathon”, et løb rundt om Gardasøens nordlige del. Og endelig den 31. december skal årets løbedagbog lukkes, med ”Social Marathon” på Amager. Udover disse maraton løb, ser jeg frem til den månedlige Christianshavner Mil, Broløbet over Øresund. Måske Esrum Sø Rundt selvom det er foruroligende tæt på Samsø Marathon og så masser af ture på Amager, hvor dagligdagens træning foregår.
Men lige nu er jeg så småt begyndt at fokusere på den 23. maj, med samme spænding og uro i kroppen, som for to år siden.
Hvad er dine tips til andre Hold 9 løbere?
Mine tips må bliver sådan lidt forældreagtige…………Få sovet, stå op i god tid, spise, drikke og så af sted. Check startområdet ud på forhånd, så du ikke bliver unødig stresset inden starten. Vi ses i startfeltet.
Jeg ønsker jer alle et rigtig godt løb!
Bedste løbehilsner
Carsten
Tags: 1. gangsløber, Carsten Dahl, Copenhagen Marathon, Copenhagen Marathon 2010, Erfaring, Inspiration, Tips






Twitter
LinkedIn
Facebook
Delicious
Youtube
Flickr
Seneste kommentarer