Berlin Marathon

You are currently browsing articles tagged Berlin Marathon.

Berlin Marathon – et løb for dig ? Del 5 af Sascha Ethelberg

11. januar 2010 in Løb, Løbsberetning, Marathon by Preben T. A. Arentoft | No comments

Af Sascha Ethelberg, Hold 9

I flere år havde jeg tænkt på at løbe maraton, men mine knæ blev hele tiden skadet. Men så i 2009 tilmeldte jeg mig Berlin Marathon. Derfor var jeg meget forsigtig med min træning og sørgede for at belaste mine knæ mindst muligt, – løb de lange træningsløb med Hold 9, men droppede de hurtige løb, hvor jeg bare drønede af sted uden at tage hensyn til knæene (det er meget svært at styre, når jeg gerne tager konkurrencen op med mig selv eller andre).

Først skulle jeg lige løbe Copenhagen Marathon – jeg var meget spændt, for jeg vidste jo ikke, om jeg kunne og om, hvordan det var. Det største problem var at få fat i væsken – stod i kø. Men kom ind under 4 timer og havde ikke følt, at det var specielt hårdt. Så kom sommeren og det var svært at løbe de lange løb alene. Men i august og september var vi nogle, som mødtes ved Sparta om søndagen.

Vi skulle løbe 24 km i 5.30 tempo, men vi kom hver gang til at løbe 5:15 i stedet. Endelig skulle vi til Berlin – da jeg sidst var dér, var det i DDR. Vi kørte selv derned og havde børnene med. På messen, hvor vi skulle hente nummer, kunne jeg godt have blevet i mange timer og mærket stemningen og se på udstyr, men resten af familien ville videre! Berlin Marathon 2009 skulle være mit andet og sidste maraton løb, for jeg synes træningen tog for meget tid, og så er det jo ikke sundt for kroppen at løbe så langt!

Endelig skulle vi til Berlin – da jeg sidst var dér, var det i DDR. Vi kørte selv derned og havde børnene med. På messen, hvor vi skulle hente nummer, kunne jeg godt have blevet i mange timer og mærket stemningen og se på udstyr, men resten af familien ville videre! Berlin Marathon 2009 skulle være mit andet og sidste maraton løb, for jeg synes træningen tog for meget tid, og så er det jo ikke sundt for kroppen at løbe så langt!

Vi cyklede rundt i byen og købte ind til aftensmad, – spaghetti og kødsovs – ikke noget med at gå ud og spise og risikere at maven flippede ud dagen efter. Næste morgen stod vi tidligt op og spiste morgenmad. Min mand skal have havregrød at løbe langt på, – jeg skal bare have den mysli, jeg plejer at spise. Børnene ville bruge dagen på at tage U-barn rundt og se på seværdigheder. Vi cyklede til start og aftalte et møde sted.

Jeg var meget koncentreret om alt det nye, men samtidig også indadvendt. Jeg havde taget én vanddunk med i væskebæltet, for en sikkerhedsskyld – og også min I-pod med en god krimi – lydbog. Den fik jeg aldrig hørt, for der var så meget larm, dvs. masser af musik og dejlige tilråb. Jeg startede sammen med min mand i 4 timers tempo, selvom vi havde aftalt ikke at løbe sammen. Jeg havde store problemer med at drikke væske, – jeg kunne bestemt ikke løbe og drikke af kruset samtidig, – fik det alle andre steder ind i munden, så jeg prøvede at gå ind til siden og stå stille og drikke, men det gik der meget tid med, så hver gang der havde været væskedepot, måtte jeg spæne op til min mand. Efter 15 kilometer blev han væk, – jeg ville spæne op til ham, efter jeg havde stået stille og drukket, men kunne ikke finde ham, så blev jeg ved med at løbe lidt hurtigere. Fandt et godt tempo omkring 5.15 min/km og tænke på de dejlige mennesker jeg havde trænet med i august og september.

Det gik fint og jeg nød at komme rundt i Berlin og alle de glade mennesker der heppede, men så lavede jeg en fejl!
Tænkte at jeg da sagtens kunne løbe 15 km uden at drikke – det plejede jeg jo ikke at behøve. Så de sidste 15 km drak jeg kun den dunk jeg havde med, – det var meget varmt og det gjaldt om at finde skyggesiden. Jeg tror min hjerne holdt op med at tænke logisk, for selvom jeg kunne mærke, at det var galt med væsken, løb jeg bare forbi væskedepoterne uden at drikke. De sidste 6 km var jeg ør i hovedet og farten kom ned til mellem 6:00 og 6:30 min/km. Jeg havde ikke ondt nogle steder, men var træt og ør i hovedet, så jeg koncentrerede mig bevist kun om tilskuerne og ikke om mig selv, – vinkede (prøvede at vinke) til alle dem som råbte ”kom så Danmark”. Jeg havde min Sparta singlet på påsat et dannebrog.

Sascha Ethelberg på vej i mål i Berlin 2010

Billedet fra Berlin Marathon 2009 er taget af Marianne B. Pedersen fra www.løbebilleder.dk. Se flere billeder fra Berlin ved at klikke på billedet.

Endelig kom jeg i mål, og var fuldstændig ligeglad med medaljen, tænkte kun på vand, og der var forfærdelig langt hen til der, hvor man fik vand.
Var tilfreds med min tid på 3:50:25, men meget sur over at jeg løb så langsomt til sidst. Ville helt sikkert aldrig løbe maraton igen.
Min mand kom ind under 4 timer og da det gik op for mig at jeg kun var 37 sek. for at slå hans PR, måtte jeg lige overveje, om jeg ikke lige skulle løbe et maraton mere og så slå hans PR (konkurrence kan drive en langt).
Så nu har jeg meldt mig til Berlin Marathon 2010 og dér fylder jeg mit væskebælte op. Glæder mig allerede.

Men det SKAL være det sidste.

Tags: Berlin, Berlin Marathon, Oplevelse, Sascha Ethelberg

Berlin Marathon – et løb for dig ? Del 4 af Karen Kjær

8. januar 2010 in Løb, Løbsberetning, Marathon by Preben T. A. Arentoft | No comments

Fartholder Jesper Findsen fra Hold 9 på vej mod mål i Berlin Marathon 2009 – Foto: Marianne B. Pedersen – www.lobebilleder.dk

Af marathonløber Karen Kjær, Hold 9

Fartholder Preben har spurgt om jeg vil skrive lidt om min oplevelse af Berlin Marathon. Det er nu 3 år siden OG jeg vil starte med at anbefale jer at tage notater efter et længere løb. Der er forskellige sider. Jeg bruger én der hedder Runningahead.com. Jeg bruger løbedagbogen meget til at gå tilbage for at se, hvor meget løb jeg 20 uger før et marathon og hvornår startede jeg nedtrapning, samt vægt og vejr. Jeg kan nu se at netop Berlin har jeg misset, så det bliver hvad jeg lige kan huske

Jeg havde gennemførte mit første marathon i Maj, CPH og det var en ubeskrivelig stor oplevelse. Bare det fact at jeg kunne gennemføre wauv.
Et par kollegaer snakkede om Berlin og wupti, så var jeg tilmeldt. Men allerede under forberedelsen var det et anderledes forløb. Om vinteren havde jeg trænet med Sparta, dengang hold 10. Men nu skulle jeg træne alene over sommeren, hvor jeg skulle navigere imellem ferie og fester. Her havde jeg god brug af mit pulsur. Og det lykkedes med 2-3 længere ture med depoter hos veninder undervejs.

Jeg rejste med Marathon Travel, det kan anbefales. En overnatning på Hotel lidt udenfor byen, blev kørt til messen og til løb. Efter løbet gik vi op i bussen og kørte hjem til DK. Det gik meget glat. Og der er pasta morgen og aften. Jeg havde valgt et eneværelse, så jeg kunne gå rundt og være nervøs alene.

Selve løbet er kæmpestort og tyskerne har altså et organisatorisk talent, samt mange års erfaring. Det fungerer bare. I start området er der opvarmning med aerobic instruktøre og høj musik, adrenalinen pumper, vi glæder os. Der slippes tusinde balloner fri, temperaturen er 14-16 perfekt løbe vejr. Bang! og vi er afsted, der går dog 10 min før vi er over Start, der er rigtig mange løbere undervejs, nogle er udklædte og mange med deres hjemlands flag, flere danskere. Det går godt, omkring 34 ved Gedachtnis-Kirche, er jeg træt, benene er tunge, jeg løber, men ikke hurtigt, går ca 20-40 sek ved hvert væskedepot. Det gør ondt hver gang jeg skal løbe igen. Jeg ser en Sparta fartholder overhale mig med en ballon i fin stil Michael H…æv kan ikke hænge på de 4 timer. Nå det er også OK. Forøvrigt fungerer det ikke rigtig med de der fartballoner, der er for mange mennesker, så det er en god ide med et pace armbånd.

Jeg kan se Brandenburg Tor!! JAA, gir lige det sidste….men hvad er nu det? det er ikke mål, men opløbet…. ca 400 m tilbage. De var laaange, men feeedt at være i mål. Har forbedret min tid med 16 min, det er jo flot. Og verdens rekorden var blevet slået af Haile, da jeg var halvvejs :O. Hvilken anden sportsgren findes dér, hvor vi deltager med super eliten, det er stort.

Jeg vil gerne løbe Berlin igen, det er et løb der bliver meget hypet og det er fedt, der er en fantastisk opbakning fra publikum. For mig var det no2, det første var det største.

Se Karens billeder fra Berlin Marathon 2007.

Tags: Berlin, Berlin Marathon, Karen Kjær, Marathon, Oplevelse

Berlin Marathon – et løb for dig ? Del 3 af Søren Gramgaard

7. januar 2010 in Løb, Løbsberetning, Marathon by Preben T. A. Arentoft | No comments

Billedet fra Berlin Marathon 2009 er taget af Marianne B. Pedersen fra www.løbebilleder.dk. Se flere billeder fra Berlin ved at klikke på billedet.

Af marathonløber Søren Gramgaard, Hold 9

Klokken skriger 05:00 med den mest irriterende tone og vækker mig fra en søvn, der kun lige er begyndt. Kroppen vrider sig og skriger, men hovedet er lysvågent og skarpt. Jeg driver med magt min krop i gang og med en robotagtig forprogrammering påbegyndes dagen. Minutiøst gennemgåes slagplanen, mens morgenmaden indtages, derefter stærk kaffe, et bad hvor mantraet ”4 timer” giver genlyd og blandes med ” Du kan godt!”. Det er Marathon-dag, og det er mit første.

Jeg er afsted med fire andre, der alle har løbet flere marathonløb, og når jeg kigger rundt, kan jeg se, at også de går småmumlende rundt for sig selv. De sidste kulhydrater laves og indtages. En enkelt har ikke helt fået nok med, så der samles hurtigt ind fra gemmerne. Det er en intens energi, der fylder denne lille berlinerlejlighed denne morgen, en kammeratlig åndelighed opstår uden ord, men er båret frem af, at noget stort står for døren og i bedste navy-stil fornemmes denne samhørighed, når alle tuner sig ind på: ”Alle skal med, ingen efterlades tilbage”.

I en fortættet stilhed kører vi ned med elevatoren, det er afgang. Nede bliver vi mødt af en stilhed, der kommer bag på mig. Foruden os er der nærmest tomt, en enkelt skraldevogn laver lidt larm og bryder stilheden. Vi begiver os mod metroen og ser stort set kun andre løbere, der også målrettet er på vej. En kammerat og jeg har en aftale med en fælles løbeven om at mødes på området, nærmere betegnet ved et informationstelt, så det er på med skyklapperne, et hurtigt farvel til de andre, og så ellers få fundet sit telt for opbevaring af ens sager under løbet, hvilket gik glat og vi fandt hinanden. Med et klap på hinandens skuldre og et smil kiggede vi på hinanden og siger: ”Det bliver stort det her”. Og så bevægede vi os ellers mod selve startområdet. Og så kan det ellers godt være, at det for alvor gik op for mig, at dette vist ikke bare er et helt almindeligt marathon. Det skue, der mødte mig, da jeg hoppede over afskærmningen og ind på Strasse des 17. juni, var fuldstændigt vildt og en kuldegysning så voldsom skyllede gennem min krop. Jeg kiggede på de to andre, men måtte lige se væk, og skal jeg være ærlig, så blev jeg vist en smule våd i det ene øje. Men her stod jeg midt mellem 40.000 andre løbere, blå himmel og en sol som alle talte om – det bliver varmt det her.

Video: Marianne B. Pedersen – www.løbebilleder.dk

Min taktik var at hænge på de to andre erfarne herrer og så ellers se, hvad det kunne bære mig frem til. Startskuddet går og en kæmpemæssig flok balloner slippes som os fri, og vi følger dem alle med øjnene, mens vi langsomt nærmer os startlinjen. Fingeren placeres på uret, lige før vi skridter over. Nu er løbet i gang, det sgu alvor nu. Hold kæft, hvor er der mange mennesker, og alle hujer og hejer de af os, hvor er det fedt, og uvilkårligt får det ens fødder til at løbe i et rasende tempo. Pas på tempoet, pas på tempoet ja ja, men alligevel får vi tilbagelagt de første par kilometer i noget nær 5:00 pr. kilometer. Vi har fyldte væskebælter og vælger derfor først at gøre brug af væskedepoter, når bælterne er tomme. Det er allerede et par og tyve grader, og det vil blive meget varmere. Jeg har i mit liv aldrig oplevet så mange mennesker samlet om en begivenhed. Der er en kødrand af mennesker på begge sider af os og så mange løbere, at koncentrationen bare skal være på plads hele tiden. Varmen og udgangstempoet begynder at gøre sit indhug på mine to løbevenner, da vi nærmer os de 21 km.

Tempoet er gået ned, og da vi passerer ½ marathonen, er det tydeligt, at vi i det tempo ikke vil nå det under fire timer. Vi går i væskedepot og fortsætter et par kilometer mere, da der pludselig opstår et af den slags wc-besøg, der ikke lige kan klares stående. Så ind i pit med den ene, minutterne tikker, og for mit vedkommende får jeg tænkt højt: ”Det holder ikke, det her”. Min anden løbeven siger: ”Du må tage en beslutning om, hvad du gør”. Det var lige de ord, jeg der havde brug for at høre. Selvfølgelig, det er da det, jeg skal, og nærmest råbende får jeg sagt: ”Så løber jeg”. Hurtigt får jeg til låns et pace-armbånd på, så sættes jagten ind på de tabte minutter og en drøm under fire timer er igen født. På det tidspunkt er der 17 km tilbage af løbet. De 30 km passeres, og det føles okay men hårdt. Min dårlige samvittighed over at havde forladt mine løbebuddies er væk, et marathonløb løbes alene. Jeg er nu ude i ingenmandsland alene og har ikke flere erfaringer at trække på. De slap op ved de 30 km, som er det længste, jeg har prøvet kræfter med.

Flemming Christensen fra Hold 9 på vej mod Brandenburger Tor i Berlin Marahton 2009.

Koncentrerer mig om at få væske nok og passerer de 34 km, 35 km og de 36 km. Det begynder for alvor at blive tungt for mine ben, tempoet går ned og der skal kæmpes nu. Da jeg passerer de 38 km, løber jeg nu udelukkende på viljen. Benene er meget tunge, og pulsen stiger stødt. Det at tilbagelægge en kilometer er nu som at løbe lodret op ad en væg, sådan føles det i hvert fald. 39 km passeres og en tiltagende svimmelhed har gjort sit indtog, så løbestilen minder om en mindre brandert. 40 km passeres og jeg nægter kroppen at gå, sejler rundt, men vil nå de 41 km, for så vil jeg gå ind derfra. Det er planen, og der holdes fast. 41 km passeres og jeg er nu nervøs for at falde over mine egne slingrende ben. Og lige som beslutningen er taget om at komme over i noget, der minder om trav, der bliver jeg stoppet, men vil videre. Jeg bliver bedt om at stå helt stille og lige trække vejret, og som sagt så gjort. Man er vel autoritetstro. Med en hjælpende hånd blev jeg støttet i gang, men ak det var som at træde ned i en gang vat, da jeg tog et skridt, og jeg mistede balancen. Jeg kom aldrig i gang igen og mit løb sluttede efter de 41 km.
Jeg gennemførte mit første marathon 8 uger efter til Rudersdals Socialmarathon den 14. november 2009.

Hvorfor må jeg så bare løbe Berlin Marathon igen?

Det er den oplevelse, som kun en gruppe kan give, når man har et fælles mål. Man rejser ud med det, man har, og kommer hjem med så meget til fælles. Det er smæk på opleveren for alle pengene. Og så fordi Berlin Marathon er meget, meget mere end blot endnu et marathon løb. Det er et overflødighedshorn af gigantiske dimensioner, så stort at det bare ikke er oplevet færdigt endnu. Og så er det byen med de mange forretninger, cafeer og dejlige fortovsrestauranter, hvor en frokost kan indtages for en billig penge. Derfor finder I mig igen til start ved det 37th real,- BERLIN-MARATHON September 25th/26th 2010.

Fordi jeg ved, jeg kan!

Læs med i morgen når marathonløber Karen Kjær fortæller om Berlin Marathon.

Tags: 42 km, Berlin Marathon, Marathon, Oplevelse, Søren Gramgaard

Berlin Marathon – et løb for dig ? Del 2 af Palle Arentoft

6. januar 2010 in Løb, Løbsberetning, Marathon by Preben T. A. Arentoft | No comments

Billedet fra Berlin Marathon 2009 er taget af Marianne B. Pedersen fra www.løbebilleder.dk. Se flere billeder fra Berlin ved at klikke på billedet.

Af marathonløber Palle Arentoft, Hold 9

1 uge før den officielle start på sæsonen 2008 – 2009s søndagstræning stod jeg foran Østerbro stadion sammen med en håndfuld Hold-9 løbere som lige skulle tjekke benene og tale om sommerens mange løb de havde deltaget i. Marathonbyer blev nærmest kastet i grams som de har løbet: New York, Berlin, Stockholm, Amsterdam og mange andre. Så står man der som nybegynder og bliver vildt imponeret over hvor mange løb de har i benene.

Selv har den længste tur stået på 2 km ned til bageren og retur og de sidste 15 års manglende motion, lidt for meget god mad og et arbejde hvor kaffemaskinen blot står 5-8 meter væk sat sine tydelige spor. Vittigheden ”Hvad er det der går fra 0-100 på under 2 sekunder?” havde egentligt svaret ”Svigermor” men det gjaldt nu også mig.
Planen var derfor at løbe Copenhagen Marathon 2009 og hver søndag følges med Spartas super-fartholdere og så tabe 20kg undervejs til den store dag. Det gik også fint helt frem til slut februar, hvor det så af forskellige årsager gik galt for mig og jeg måtte springe fra.

Jeg måtte derfor sætte mig et nyt mål og det blev Berlin.

En del af dem som løber Marathon i København falder bagefter ned i ”et sort hul” fordi de nu har nået det store mål som de har brugt hele vinteren og foråret på at træne frem til. Det er derfor en god ide at man i den uge eller to hvor man holder pause og lader kroppen komme sig, sætter sig et nyt mål, så man ikke kommer til at holde løbe-sommer-ferie.

Berlin er et af de løb man bare SKAL løbe mindst én gang, mange kommer dog tilbage igen og igen, og det er der mange gode grunde til:
Først og fremmest er det imponerende at man kan lukke en helt by af, og lade godt 40.000 løbere se byen fra et par løbesko omringet af over én million tilskuere. Når der er Marathon i byen, så er det en folkefest hvor alle deltager og nyder det!
Der er styr på alt, helt ned til den mindste detalje. Lige fra udlevering af startnumre i den gamle lufthavn Tempelhof, Indslusning til startlinjen, ruten, opløbet, udlevering af medalje og til man i december sidder med diplomet for et vel gennemført løb. Med så mange løbere er det nødvendigt at have styr på alt helt ned til den mindste detalje. Det er tysk grundlighed udført til perfektionisme.

Billedet fra Berlin Marathon 2009 er taget af Marianne B. Pedersen fra www.løbebilleder.dk. Se flere billeder fra Berlin ved at klikke på billedet.

Af nogle venner fik jeg det tip at lade mit Sparta-outfit blive hjemme (sorry ) og så iklæde mig en Danmarks T-shirt . Og jeg skal ellers love for at det gav pote. Over 5000 danskere løb i Berlin, men man skulle tro det var det dobbelte. Overalt var der danskere, og man fik et ubeskriveligt antal af tilråb ”Kom så Danmark”, ”Det ser supergodt ud”, mange nåede endda at se ens navn og det giver lige den ekstra energi der skal til. Selv tyskerne kom med tilråb. Aldrig har jeg oplevet så mange mennesker som på én gang bare vil én det bedste.

Den store forløsning kommer når man 1,5 km før mål løber op af Unter den Linden og igennem Brandenburger Tor, for herefter at se målet 600 meter længere fremme; glemt er alle pinslerne ude på ruten, de hævede fødder, kramperne i lægmusklerne, den ulidelige varme – det er bare at ”nyde” alle tilråbene og kæmpe sig i mål og når man få minutter senere står med medaljen om halsen, ved man lidt kliche-agtigt præcist hvad John F. Kennedy mente med ”Ich bin ein Berliner”.

Danske løbere kæmper de sidste par hundrede meter frem til mål i Berlin Marathon 2009

Billedet fra Berlin Marathon 2009 er taget af Marianne B. Pedersen fra www.løbebilleder.dk. Se flere billeder fra Berlin ved at klikke på billedet.

Når vi nu søndag efter søndag løber sammen får man mange historier og oplevelser som andre har været igennem og man får masser af gode råd, om alt – sko, tøj, væske, hastighed, intervaltræning og meget andre.

Jeg vil da også gerne være med og mit råd kan siges med 2 ord: LØB BERLIN.

Læs med i morgen når maratonløber Søren Gramgaard fra Hold 9 fortæller om sine oplevelser i Berlin og se en masse gule balloner stige til vejrs.

Tags: 42 km, Berlin Marathon, Marathon, Oplevelse, Palle Arentoft

Berlin Marathon – et løb for dig ? – Del 1 af Claus Ellegaard Madsen

5. januar 2010 in Løb, Løberuter, Løbsberetning by Preben T. A. Arentoft | 3 comments

Billeder fra starten af Berlin Marathon 2009

Billedet fra Berlin Marathon 2009 er taget af Marianne B. Pedersen fra www.løbebilleder.dk. Se flere billeder fra Berlin ved at klikke på billedet.

Af marathonløber Claus Ellegaard Madsen, Hold 9

Søndag den 24 maj, 2009 kl. ca. 13:50 havde jeg gennemført mit allerførste maraton, nemlig Copenhagen Maraton. Selv om mit mål, der var at følges med Hold 9 i mål på ca. 4 timer, ikke helt holdt, fordi jeg undervejs ”glemte” at indtage kulhydrater, var jeg super glad, stolt og overvældet. Selvom min krop var helt smadret, så selv en trappe var en uoverskuelig udfordring, vidste jeg alligevel allerede med det samme jeg løb over målstregen, at jeg ville løbe maraton igen.

Jeg havde hørt meget positiv snak om Berlin, og tidsmæssigt ligger fint efter København, derfor var det naturligt at undersøge det nærmere. En hurtig søgning, en rask beslutning og så var jeg meldt til. Efter det, fik jeg endnu flere positive tilkendegivelser om selve løbet. Folk snakkede om ”et HELT andet løb end København” brugte ord som ”Fantastisk”, ”Helt ufatteligt” og ”… jeg fik gåsehud” – Så spændingen bare voksede og voksede hen over sommeren.

Da jeg skulle alene af sted, valgte jeg at rejse med Marathon Travel, og at bo på ungdomspension, for som den søde dame sagde ”det er dér venskaber knyttes”, og det kan jeg bekræfte, har fået nogle nye gode løbevenner som jeg allerede har planlagt nye løbeeventyr med (vi tager til Amsterdam i efteråret 2010).

Mange af dem som fortalte om Berlin Marathon, anbefalede at tage til Friendship run dagen før selve løbet. Et kort hygge løb på en 5-6 km, 10.000 mennesker, langsomt fælles tempo, op til og ind på det olympiske stadion. Der var så meget fest og farver, musik og folk i kostumer at det i sig selv, var en stor oplevelse, som skal opleves.

Selve løbet, var virkelig en HELT anden oplevelse end København. Jeg ved ikke hvor mange tilskuere der var, men der var mange. Har hørt tal på omkring 1 million, og det skal nok passe. Der var ikke en meter på samtlige 42 km, hvor tilskuerne ikke stod tæt pakket, der var fest, musik og ikke mindst masser af danskere. Og de danske tilskuere der var der, var også høje af stemningen, for der var mange mange flere jublende tilråb end i Købehavn (Husk at tage et Dannebrog på din trøje). Oven i det skal man så ligge at der er ca. 40.000 løbere, over 4 gange så mange som i København, det er en ubeskrivelig følelse. Alt var super velorganiseret, masser af væske undervejs, frugt, og hjælp, hvis man skulle få brug for det.

Opløbet, hvor man løber igennem Brandenburger Tor, ind på et opløb, som er en 4-6 sporet vej, med tilskuer rækker på begge sider, og en fantastisk feststemning, med musik, balloner og jubel, er en næsten hele løbet værd. Man føler sig nærmest som en stjerne, når man løber ind i det område. Man ER en stjerne, når man kommer dertil… og får alt det velfortjente bifald man kan forestille sig. Det eneste minus, synes jeg, er at netop fordi der er 40.000 løbere, er logistikken i mål lidt langsommelig, men det må man jo forvente, ligesom at man taber lidt tid i slutningen af løbet, fordi man løber så tæt og hele tiden skal zig-zagge sig uden om dem som ”pludselig” stopper for at gå. Men det er bitte små detaljler.

Berlin Marathon 2009 medaljer. Foto: Preben T. A. Arentoft

Alt i alt er min Medajle fra Berlin 2009, fyldt med så mange uforglemmelige oplevelser at jeg kan leve højt på dem, længe fremover. Måske er jeg lidt melankolsk, men jeg står faktisk nogle gange og ser på min medalje og nyder den helt fantastiske oplevelse det var, jeg kommer helt sikkert igen, inden min maraton karriere er slut.

Læs mere om Claus på www.laber.dk. Udover at deltage i Spartas marathon fællestræning på Hold 9 løber Claus også i www.tlob.dk.

Læs med i morgen når marathonløber Palle Arentoft fortæller om hvorfor du bare skal deltage i Berlin Marathon.

Tags: 42 km, Berlin Marathon, Claus Ellegaard Madsen, Marathon, Oplevelse

« Older entries