Articles by Per

Søndag d. 31. oktober 2010. Dagen, jeg har drømt om i de seneste 25 år. Dagen, jeg har set frem til og glædet mig til i det seneste halvandet år. Dagen, som jeg vil huske resten af mit liv med en varme og en glæde i hele kroppen. Dagen, hvor jeg deltog i 2.500 års jubilæums-marathonløbet fra byen Marathon til Athen med mål på det gamle olympiske stadion fra 1896.

Som nogle måske husker, tilmeldte jeg mig løbet for snart halvandet år siden via et amerikansk rejsebureau. Så fra torsdagen inden løbet var jeg en del af et amerikansk rejseselskab på ca. 200 personer. Mine rejsefæller viste sig at være en noget særpræget flok… Mange af dem var MEGET overvægtige på den der kedelige amerikanske måde, og de fleste af dem var ældre end mig, men de skulle skam allesammen løbe marathon om søndagen.

En af dem var en 64-årig amerikansk missionær, som har boet de seneste 34 år på Madagascar (hvor han missionerer…). Han havde aldrig løbet marathon før, men da hans kone døde tidligere på året, lovede han hende på hendes dødsleje, at han ville løbe dette ene løb for at mindes hende… Et andet pensionist-ægtepar var lige kommet retur fra Afrika, hvor de lige havde besteget Kilimanjaro, og så ville de lige løbe dette løb på vejen hjem til USA… Det er åbenbart noget, man gør, når man bliver gammel (også det der med at bestige Kilimanjaro… )

På vanlig amerikansk manér var der også en amerikansk løbecoach tilknyttet selskabet. Jeff Galloway (tidligere vinder af Boston Marathon og deltager ved OL i 1972) har udviklet en metode, som garanterer, at man kan komme skadesfrit igennem et marathonløb. Metoden går ud på, at man helt fra starten af løbet skal skiftevis løbe i 30 sekunder og gå i 30 sekunder. Flere af hans disciple var med i selskabet, og de var med til at gøre den brogede flok komplet.

På et introduktionsmøde fortalte Jeff om, hvad der ventede os om søndagen. Han kunne bl.a. berolige os med, at der kun var én bakke på ruten, men at den til gengæld var 21 km lang – fra 10. km til 31. km… Han fortalte også, at deltagerantallet var begrænset til 12.500 løbere, idet det præcis svarer til antallet af soldater i dén græske hær, der i År 490 f. Kr. kæmpede på Marathon-sletten mod en langt større persisk hær og vandt! Det var den sejr, som staklen skulle løbe til Athen og berette om, hvorefter han faldt død om…

Fredag efter morgenmaden kørte vi med bus op til Marathon og Marathon-sletten. Vi så det lille stadion, hvorfra starten skulle gå søndag morgen, og vi kørte også ud på sletten, hvor der er oprettet en lille park omkring den grav, hvor 192 græske soldater ligger – ofre fra kampene på Marathon-sletten for 2.500 år siden… Der var en meget højtidelig stemning derude, og jeg kom igen til at tænke på, at lige præcis dette løb har stået på min ønskeliste i de seneste 25 år.

Derefter kørte vi ruten igennem. De første 10 km så lette ud, men så skete det… Egentlig ikke én lang bakke, men nogle sataner af nogle mindre bakker med nogle korte nedløb ind imellem. Og de BLEV ved helt frem til 31 km mærket… Fra 31 km og hjem var det dels fladt og dels lidt ned ad bakke ind til centrum af Athen, og selve opløbet på det gamle olympiske stadion fra 1896 var MEGA-stort! Vi fik et sug i maven allesammen, da vi så stadion…

Lørdag blev brugt på besøg på Akropolis, og om eftermiddagen var der møde på hotellet. Arrangørerne havde sørget for at hente startnumre, løbechip, m.m. til os allesammen, så vi ikke skulle mænge os med pøblen på marathon-messen.

På selve løbsdagen skulle vi tidligt op. Vækkeuret ringede kl. 4.30. Heldigvis var jeg gået i seng allerede kl. 19.30 aftenen inden, så jeg var dejligt udsovet og frisk efter kort tid. På med Danmarks-trøjen og de røde tights(!), og så var jeg klar. Morgenmad kl. 5.30 sammen med alle mine amerikanske rejsefæller. Der herskede den sædvanlige nervøse anspændthed som altid før et marathonløb, men det var nu alligevel som om, at denne dag skulle give os alle en helt særlig oplevelse…

Busafgang fra hotellet kl. 6.30. Det var stadig mørkt og koldt udenfor, men undervejs i bussen stod solen langsomt op. Opholdet i den græske hovedstad havde indtil nu kun budt på skyer, kold blæst og temperaturer på den kolde side af de 10 grader. Men da vi sad i bussen, lagde vi allesammen mærke til, at flagene hang lige ned. Ingen vind rørte sig, ingen skyer på himlen overhovedet, og så den mest fantastisk flotte solopgang over bjergene, som jeg ikke har set meget længe. Ingen af os sagde noget, men vi sugede stemningen til os, og tog det som endnu et signal om, at vi havde en speciel dag i vente.

Vi ankom til Marathon ca. kl. 7.30. Et virvar af løbere mødte os på og uden for det lille hyggelige stadion, hvor alle tribuner udgjordes af en række trin udhugget i marmor. Solen kom højere og højere op på himlen, og nu gik det op for os, at ville blive en varm dag – en meget varm dag.

Den første start skulle gå kl. 9.00, men inden da skulle vi igennem en masse taler og officielle ritualer. Den olympiske ild blev tændt(!), vi skulle allesammen hæve vores højre hånd, mens marathon-eden blev afsagt og den officielle marathon-hymne afspillet og –sunget. Kort sagt en anderledes optakt, end jeg har oplevet til noget andet marathonløb tidligere…

Starten gik. Det var min plan fra starten og under hele løbet ikke at løbe stærkere end, at jeg hele tiden var klar i hovedet og havde kontrol over min vejrtrækning. Fra busturen to dage tidligere vidste jeg jo, hvad der ventede… – og så med den bagende sol oveni… Så jeg lagde ud i tempoet 6 minutter pr. km. Det gik rigtig godt de første kilometer. Mellem 4 km og 6 km løb vi rundt om den lille park med graven med de 192 græske soldater som tidligere omtalt.

Serviceringen undervejs var absolut i top. For hver 2,5 km var der væskedepot, hvor vi bl.a. kunne få halvliters flasker med kildevand. Ved hvert væskedepot tog jeg en flaske vand, drak halvdelen og hældte resten ud over hovedet for at holde det koldt. For hver 5. km tog jeg også en af mine medbragte gels. Alt dette hjalp mig til hele tiden mentalt kun at tænke 2,5 km længere frem i løbet. Jeg bevarede kontrollen hele vejen til mål.

Undersvejs fra Marathon til Athen løb vi igennem 17 landsbyer, hvor alle mand var af huse for at heppe på os. Folk viftede med olivengrene, og flere kastede også olivengrene ud på vejen foran os som en særlig gestus. De første 10 km gik gnidningsløst. Så kom de første bakker, men jeg holdt stædigt fast i tempoet på de 6 minutter pr. kilometer – også selv om det på de små nedløbsbakker var fristende at giv los på tempoet. Tempoet holdt frem til ca. 19 km, hvor jeg første gang blev nødt til at sænke tempoet noget. Jeg holdt stædigt fast i at bevare kontrollen, for der var jo stadig 12 km med bakker tilbage…

Ruten, vi løb på, blev også brugt til marathonløbet under OL i 2004, og den blå ideallinje malet på vejen var blevet genopfrisket i dagens anledning, og det hjalp virkelig stædigt at fastholde blikket på den blå linje skridt efter skridt, meter efter meter, kilometer efter kilometer. Jeg bliver aldrig nogen bakkeløber, det blev en kamp at nå frem til toppen af den sidste bakke lige efter 31 km. Undervejs havde jeg passeret halvmarathon-mærket i tiden 2:12:30, og det gik på det tidspunkt op for mig, at jeg ikke blev i stand til at slå min seneste marathontid fra Stockholm i juni på 4 timer og 20 minutter, så jeg besluttede i stedet at bevare kontrollen og nyde turen, så godt det nu kunne lade sig gøre…

De sidste godt 10 km gik skiftevis ned ad bakke og var flade, men jeg var simpelt hen for træt til for alvor at nyde det, så jeg kæmpede mig stadig mod mål kilometer efter kilometer, mens vi nærmede os centrum af Athen. Lidt efter 41 km drejede vi ind på en allé, hvor der var masser af heppende tilskuere på begge sider. Fedt! Og så pludselig stod det der… Det gamle olympiske stadion fra 1896 – monumentalt med sine skinnende hvide marmortribuner knejsende langt op mod himlen og de olympiske ringe for enden… Øjeblikket vil for altid kunne kaldes frem på min nethinde. Det var så emotionelt, at jeg fik kuldegysninger over hele kroppen og tårer i øjnene. Det har jeg heller aldrig prøvet i noget andet marathonløb tidligere…

Jeg klikkede min uofficielle tid til 4 timer og 52 minutter. Min suverænt langsommeste marathontid nogensinde, men jeg var af mange årsager alligevel pavestolt og kisteglad. Det håber jeg, man kan forstå, når man har læst denne beretning…

Nå, en bus kørte os tilbage til hotellet, og efter et tiltrængt karbad havde vores amerikanske rejsebureau om aftenen arrangeret en gallafest på hotellet med en fem retters menu, underholdning ved en græsk dansetrup, og diverse ceremonielle indlæg. Bl.a. blev vi kaldt op en after en for at få overrakt en hovedkrans flettet af olivengrene (den eneste præmie, disciplinvinderne fik ved OL i 1896) og flere andre gaver. Det gik op for mig, at jeg havde løbet på en af de hurtigste tider i selskabet(!).

At feste på amerikansk er heller ikke noget, jeg prøver hver dag… Bl.a. var jeg lidt uforberedt, da en eller anden pludselig i mikrofonen spurgte om der var nogle i forsamlingen, som var ”on duty within our military services”. Fem personer rejste sig, og straks rejste resten af forsamlingen sig og klappede taktfast i ca. fem minutter… Det samme gentog sig øjeblikket efter, da der blev spurgt efter aktive politifolk og brandfolk… De er altså lidt underlige, de der amerikanere… Jeg var lige ved at rejse mig for at spørge, om der var nogle aktive IT-folk til stede, men kom fra det igen, og det var vist nok meget klogt… J

Jeg blev i øvrigt placeret til bords med en dame/pige – en af de yngre i selskabet (vel i begyndelsen af 30’erne). Hendes unge alder til trods havde hun dog den samme brede bagdel som de fleste andre i selskabet. Hun var stolt af at have gennemført marathonløbet på lidt under seks timer. Jeg komplimenterede hende selvfølgelig høfligt. Fordomsfuld, som jeg jo er, tog jeg hende for at være sådan en almindelig husmortype, men dog spurgte jeg hende interesseret om, hvad hun lavede. Uden at blinke gav hun mig sit visitkort og fortalte, at hun var Special Agent i United States Department of State Diplomatic Security Service, og at hun i øjeblikket arbejder i den gruppe, der tager sig af Præsident Obamas sikkerhed…

Og sådan sluttede en af de mest minderige dage i mit liv…

Jeg kunne blive ved med at fortælle sjove historier, som mine i alt fire døgn i Athen har budt på, men jeg må hellere stoppe her…