Som de andre år er vi spændte på at høre hvordan det gik jer i Copenhagen Marahton 2011. Det har været en fed sæson med masser af løbere og vejr udfordringer. Vi har nydt alle søndagene fra november frem til nu og er taknemmelige for jeres opbakning og at I har gidet at dukke op hver søndag morgen.
For os er selve marathon dagen en kulmination af spænding, begejstring, glæde og stolthed, når vi følger jer fra start til slut og ser jer komme i mål. Vi vil meget gerne høre om hvad I syntes om oplevelsen og udfordringen og hvordan I klarede det.
Husk at flashe jeres medalje i morgen mandag og fortæl alle hvor seje I er.
Vi elsker jeres feedback på vores indlæg på Facebook, men vi vil virkelig gerne have jeres kommentarer på løbet her på bloggen. Det vil vi, fordi det er stort for os at læse om hvordan det gik jer, men også fordi vi næste år på denne tid kan linke til indlægget og jeres kommentarer og vise 1. gangs løbere til Copenhagen Marathon 2012, hvilken oplevelse det er og hvad de nuværende Hold 9 løbere har fået ud af gennemføre.
Fra i dag og en uge frem åbner vi wall’en på Facebook så I kan poste jeres bedste marathon billede af jer selv og hvis I gider at tagge det med jeres navn vi vi blive glade.
Vi ses garanteret på gaderne i løbet af sommeren og til masser af nye løb. Vores næste løb er når vi samlet drager til Luxembourg for at løbe marathon lørdag den 11. juni. Kryds fingre for os.
Nyd jeres præstation. I fortjener det.
Masser af lykønksninger fra fartholderne:
Per, Jesper S., Preben, Jesper F., Karen og Flemming
Tags: Blær, Copenhagen Marathon 2011, I er seje, Løbsberetninger
Hej fartholdere
Jeg gik efter 4 timer og endte på 4.04.44. Benene havde det egentlig o.k., men min højre sko begyndte at gøre vanvittig ondt omkring 34 km og frem, og så røg kadencen. Men jeg skar da stadig over 23 minutter af min tid fra sidste år, selv om jeg er lidt skuffet over ikke at have klaret den der berømte 4-timers-grænse.
Men der var gåsehud flere steder. Bl.a. ude nær Enghave, hvor jeg så jer komme løbende i modsatte retning, og en af fartholderne (mon det var PC) råbte et højt ‘hip hip’, hvortil en masse svarede hurra. Der var jeg lidt bitter over, at jeg ikke løb med 3.50-ballonen
(det gør jeg næste år, hvis jeg nogensinde kommer væk fra denne sofa…)Til alle fartholdere og medløbere vil jeg gerne sige tusind tak. I har været fantastiske hele foråret. Nogle gange har jeg spekuleret på, hvorfor jeg står op kl. 6.30 på en søndag for at løbe x antal kilometer, men efterfølgende har jeg aldrig været i tvivl.
You guys rock!
Alt godt,
Thomas
Hej fartholdere
Vil gerne sige tak for en fantastisk dag og et gennemført marathon – mit første og sikke en fed oplevelse!!!!!!!!!!!!!
Har hele vinteren flekset mellem 5.00 og 5.30 og havde en målsætning om at nå en tid mellem 3.45-4.00. Skader undervejs og en hård vinter, 3 ugers ferie i Sydamerika op til Marathon har været hårde modstandere, men også nødvendige! nøjjj hvor var det fedt at få den medalje om halsen i behageligt dansk forårsvejr:-)
En tissepause efter 2 kilometer lovede ikke så godt, men det var heldigvis den eneste gang det skete, og med en masse vædske ved alle depoterne og kun en fejlindtagelse af et stykke banan efter 29 kilometer gik det rigtig fint – I var smuttet fra mig omkring 23 kilometer, men jeg var fast besluttet på at løbe uanset hvad. Mødte aldrig “muren”, men fra 30 til 36,5 var en lang sej kamp, efter Sankt Hans Torv vidste jeg at det ikke kunne blive værre og jeg var jo næsten hjemme og tilskuerne var fantastiske. På Israels Plads fik jeg et super energiboost i form af Anthon Berg marcipan – ja mærkeligt, men det var super skønt at få. Til sidst turde jeg ikke kigge på alle de løbere der gik af frygt for at blive smittet, så der blev kigget meget ned i jorden:-) Op af Langebro var en fed fornemmelse med god fart i benene og der var plads til en “lille” spurt på Islands Brygge og helt ind i mål. Var rigtig glad for at have gennemført, men det var ligesom om at “kicket” kom stille og roligt de efterfølgende timer, hvor der blev råbt “yeesssss” i badet, det var bare så fedt – og jeg har følt mig rigtig godt tilpas (bortset fra at jeg ikke kan sove nu, endofiner, ømhed, jeg ved det ikke???
Kom iøvrigt ind i 3.57.08, så det var ok – og med lidt “erfaring” omkring vædskedepoterne som tog rigtig lang tid de første 25 kilometer plus springe sidste depot over, hvis jeg havde haft en fyldt vandflaske i hånden der havde jeg nok kappet et par minutter af den tid.
Men det gør jeg næste år – og jeg vil gøre alt for at kunne følge med den “famøse” 3.50 ballon:-)Uden søndagstræningen havde jeg aldrig haft motivationen til de lange og nødvendige ture, så en fantastisk stor tak til hold 9 – I har virkelig været med til at mit første marathon løb gik rimelig ubesværet og under de “magiske” 4 timer –
Rigtig god sommer og tusind tak for denne gang!
Mange hilsener
Viktor
Kære fantastiske fartholdere
Jeg fik heldigvis takket mange af jer personligt, men I får den lige igen: tusind tak for at have hjulpet mig igennem mit første marathon – i en drømmetid på 3:48:46 – det var ikke gået uden fællestræningen i den sure vinter og ikke mindst på selve løbsdagen.
Som novice havde jeg sat mig godt ind i tingene, havde læst ALT, hvad jeg kunne opdrive om marathon og god råd m.v., men var alligevel nervøs for den fatale og kendte fejl: at starte for hurtigt ud. Det blev jeg så nødt til alligevel: et af de mange råd lød: “læg dig et stykke, ca. 100 meter bag fartholderne, der er bedre plads” – BIG mistake, især fordi 100 meter i startområdet lige pludselig bliver til en del mere, så snart løbet er skudt i gang! Jeg kunne hurtigt konstatere, at 1) jeg løb alt for hurtigt, 2) det var umuligt for mig at vurdere, om jeg fortsatte med at løbe hurtigere eller langsommere end hold 9 efter et stykke tid, hvor der ikke er nok data i GPS-uret (når man kører med gennemsnitshastighed) til, at man helt kan regne med, om tiden i displayet viser det aktuelle tempo. Jeg tog en rask beslutning: jeg MÅTTE op og ligge i røven på fartholderne, men ikke for hurtigt, så jeg brugte de første 4 km. på at indhente jer, og – stor var min overraskelse – det var da ikke slemt, der var masser af plads, endda lidt mere plads, end der plejer at være på en fællestræning, hvor vi er mange, der konkurrerer om at ligge tæt på de søde fartholdere, så mit råd til fremtidige novicer er: læg dig tæt ad fartholderne fra starten! Der ER plads, ellers kan du sikkert skabe den
Og sikke en forskel det gjorde – pludselig kunne jeg også få glæde af de opmuntrende råb, når fartholderne fik gejlet de ellers på visse steder noget tavse tilskuere til at komme med opmuntrende tilråb, og jeg kunne deltage i “Hiphip”-råb og fællessang, og ikke mindst: stoppe med at koncentrere mig om tiden, og vende opmærksomheden mod min krop og mit løb. Dog var jeg opmærksom på, ca. 300 meter før hvert væskestop, at overhale fartholderne for at have mere tid til at drikke – de er søde og stopper ca. 15-20 sekunder, men det er jo hurtigt den tid, man skal bruge for overhovedet at komme frem til væsken, så hvis I kan, så prøv at gøre det samme – man skal ikke voldsomt meget foran for at få ekstra 10-15 sekunder, og det er godt givet ud, men start i god tid, så du ikke er nødt til at bruge unødigt mange kræfter på det. Ellers var alt rigtig, rigtig fint, til jeg nåede ca. 35 km, først der indfandt trætheden sig og “er-det-ikke-snart-overstået”-tankerne sig, men et godt trick er ikke at tænke på, hvor meget man HAR løbet, men hvor lidt, man har tilbage. Før de 30 K koncentrerede jeg mig alene om, hvor kort der var til næste væskedepot, det er ligesom nemmere at dele løbet op i små, meget overkommelige bider. Ved de 38 K kneb jeg en overraskende tåre, der kom snigende op i mig – jeg kunne nu se, at jeg nok skulle klare det! Om få minutter ville jeg også være marathonist! Ved de 40 K fik jeg megaondt i venstre ben, og den sidste km krampede min højre fod, så, kære fartholdere, beklager jeg ikke længere havde overskud til at være noget for andre, og ikke længere deltog i fællessang og råbte “JA!” tilbage, når I spurgte, om vi var der – jeg hørte således ikke til de blot to (!), der endnu magtede at svare 1 km før mål Da vi nærmede os det lange, lige stykke til mål, havde jeg dog overskud til at stikke af fra jer, og da jeg øjnede målskiltet, begyndte jeg desperat at tælle til 20 igen og igen for at ignorere træthed, smerter og kramper, og jeg evnede endda en (meget) lille spurt til sidst – og så var jeg i mål!! Og det var fantastisk, og det blev større og større i løbet af dagen! Også selvom der er fejl på datoen i medaljen, og folk derfor driller med, at jeg har trukket den i en automat i Kina Og jeg glæder mig allerede til næste år og næste efterårs fællestræning med hold 9, er p.t. hjemme for at pleje et skadet knæ, men pyt, det er det værd!! Tusind, tusind tak til fartholderne og alle medløberne på hold 9. Hiphip!…Kære fartholdere. Tak for uvurderlig hjælp gennem de sidste 7 måneder og ikke mindst til selve cph marathon. Det var mit andet marathon, idet jeg havde debut sammen med en veninde i Berlin sidste år. Der havde vi en fantastisk oplevelse, overskud hele vejen og kom ind på 4:28.
Oplevelsen i Berlin var så god, at vi med det samme besluttede os for, at vi da skulle løbe både Copenhagen og Berlin i 2011, denne gang med målet om senest i Berlin at komme under de magiske 4 timer.
Vi samlede yderligere en veninde op, og trekløveret har så deltaget i næsten samtlige søndagstræninger hele sæsonen. Testløbene er gået fint, så fint at vi begyndte at overveje, om vi mon ikke faktisk var kommet i god nok form til at klare cph på 3:50, så vi kunne følges med vores fantastiske fartholdere. Selve hold 9 blev i øvrigt i første omgang valgt, fordi PC (tror jeg det var) havde været fartholder på min løbemakkers første halvmarathon sidste sommer, og havde været så inspirerende, at vi bare måtte løbe på hold 9).
Vi lagde en slagplan før løbet mht til væske og om, at vi skulle løbe med 3:50 gruppen, hvis temperaturen var under 18 grader, og med 4:00 gruppen, hvis temperaturen var over 20. Vejrudsigten lovede ca 15 grader, let overskyet, enkelte byger, en del vind og først sol den sidste ½ time af turen. Så vi regnede absolut 3:50 for realistisk.
Men ak, allerede efter 3 km kunne jeg mærke på mig selv, at det vist var lidt optimistisk. Min puls var alt, alt for høj og lå fra starten af ca 10 slag over, hvad jeg havde planlagt efter. Det var lummert og trykkende og vinden fik snydt mig for, hvor meget væske jeg egentlig tabte.
Trængsel ved væskedepoterne og at jeg tabte den ene medbragte dunk allerede ved indtagelsen af første gel hjalp ikke. Jeg begik den klassiske begynderfejl og fik for lidt væske ved hver depot.
Jeg havde lagt mig lige bag ved/ved siden af/foran fartholderne og satsede på, at hvis jeg skulle gå ned, så kunne de vel få mig igennem så langt så muligt inden, så jeg kunne gennemføre.
Knæet begyndte at værke omkring de 15 km, min sko gnavede og min puls var fortsat alt alt for høj. Ved 18 tror jeg for alvor det gik op for mig, at det her holdt jeg ikke til, trods fantastisk publikumsopbakning foranlediget af fartholderne, en skøn stemning blandt medløberne og korte perioder med kuldegysninger over stemningen, fx under broerne og forbi de forskellige bands.
Efter ½ marathonen begyndte det for alvor at knibe, min opfattelse var at de nye fartholdere havde sat tempoet op, og jeg havde svært ved at følge med. Regnen var skøn, da det så var knapt så trykkende, men det var ikke nok. Jeg fandt ikke min mand og 3 børn ved 24 km, som vi ellers havde aftalt, og det gav lige et ekstra knæk.
Ved væskedepotet omkring 28 km kom jeg 20-30 m bagud fra fartholderne og havde ikke kræfterne til at løbe op, vejrtrækningen rakte ikke til det og pulsen var steget yderligere og lå kun 10 slag under max. Ved 30 km var jeg blevet indhentet af mine to løbemakkere, som havde ligget længere nede i gruppen og snakket hele vejen. Den ene havde masser af overskud og løb fartholderne op, den anden holdt mig med selskab et par km.
Jeg gik ned med et brag. Kunne ikke få vejret, kunne ikke løbe et skridt videre. Overtalte min tilbageværende løbemakker til at gå mens vi tog en gel, og hun, fantastisk venligt lånte mig en fyldt vandflaske. Vi gik ca 2 min og begyndte så langsomt at løbe igen, mens vi aftalte, at målet fortsat var at komme under 4 timer.
Karen løb forbi lidt efter, og kom med et par opmuntringer, da hun hørte jeg var knækket. -Det skulle nok komme igen, lovede hun.
Min løbemakker havde mere energi, og løb fra mig som aftalt. Jeg luntede til næste væskedepot, fik fyldt depoterne op, tisset af og så tvunget mig selv til at løbe videre, yderligere et par minutter forsinket. Lårene værkede, knæet gjorde ondt og mentalt var jeg langt nede.
Ved trianglen omkring de 34 km stod mine forældre og heppede mig videre. Jeg kunne se på uret, at det trods alt ikke var urealistisk at nå de 4 timer, men så skulle der heller ikke gåes mere. Og 8 km kan man jo ALTID løbe.
Ved hjørnet af blegdamsvej/tagensvej kunne jeg mærke den første vabel springe, og mine fødder var heller ikke i tvivl om, at der var et par blå negle også. Jeg havde lyst til at give op og bare gå i mål, men var alligevel for stædig. Jeg kom forbi en ung mand, som stod og hulkede i armene på nogle tilskuere, formentlig hans forældre, som trøstede ham med, at der kun var 6 km igen. -Det trøstede også mig, selvom 6 km virkede som en ganske uoverkommelig distance.
Åd km efter km stadig i løb, og tiden holdt. Det krævede mental overvindelse at tage hvert enkelt skridt, men vores fartholderes mantraer hjalp. Var igen nede og gå 100 m ved sidste væskedepot, men kom så op igen. Omkring mig så folk lige så lidende ud, og der var en vis fællesskabsstemning i lidelserne. Der blev alligevel til et par smil og kommentarer til dem omkring: “Kun 3½ km igen, vi kan godt klare den, kom så, du kan godt løbe det sidste stykke”, omend jeg ikke var helt sikker på, om jeg prøvede at overbevise dem eller mig.
Jeg kom ind på langebro med et minuts tid eller to i overskud og overvejede om jeg alligevel skulle gå, bare et lille stykke… men vidste også godt, at så ville jeg aldrig komme igang igen. Så jeg satte tempoet op den sidste km og spurtede de sidste 200 m i mål. Flere af mine bekendte har sagt, at de heppede på mig på de sidste 4 km og på opløbsstrækningen, det hørte jeg ikke. Jeg var for fokuseret på at sætte et ben foran det andet og ikke stoppe, ikke gå.
Jeg kom ind på 03:58:24 , en forbedring af min PR på 30 min rent. I målet fandt jeg mine to løbemakkere, som var kommet ind hhv 9 min og 6 min før mig. Fantastisk flot. Jeg mødte også Karen, PC og vist et par af de andre fartholdere, og fik takket for hjælpen undervejs.
Jeg var ikke tilfreds med at jeg så groft undervurderede varmen og ikke kunne følge med, og har brugt nogle dage på at bearbejde det.
Nu er jeg vist endelig nået til det punkt, hvor jeg kan sige YES! Jeg gjorde det, jeg gik ned, men jeg gennemførte alligevel på under 4 timer. Og selvom jeg undervejs MANGE gange svor, at det her, det gør jeg ikke igen…. .Så har jeg jo startnummer til Berlin, så om 4 måneder er jeg på igen
Tak for fantastisk hjælp og opbakning både i søndags og gennem de sidste mange søndage, jeg glæder mig til næste efterår!
Kære fartholdere,
Det at gennemføre mit første marathon har været en rørende oplevelse på mange punkter: jeg har følt mig lykkelig, når jeg har brølet “YES” sammen med hold 9 efter en god søndagstur, mødt en masse fantastiske mennesker, og så lykkedes det mig at overvinde kriser og gennemføre i 3:52:27, hvilket var en stor sejr!
I ugerne op til løbet havde jeg MANGE tanker om, hvor ondt det ville komme til at gøre, og hvor meget jeg ville komme til at kæmpe med/mod mig selv efter de 30km. For at berolige mig selv besluttede mig for at planlægge mig ud af, hvad der kunne planlægges og så bare klemme ballerne sammen på dagen.
Løbsmorgenen gik derfor perfekt med ”hold 9” på armen, den sædvanlige ”power-havregrød” og gennemgang af, hvor mine dejlige heppere stod på ruten.
Det var dejligt beroligende at stille sig ind i feltet efter 3:50-ballonerne og se kendte ansigter fra søndagsturene og ikke mindst de glade fartholdere J
Pludselig gik startskuddet og jeg tænkte: nu er det nu! Og så var vi afsted over Lange Bro. De tunge ben jeg havde haft i løbet af ugen var væk, og jeg følte mig bare klar til at udrette noget stort. Vi passerede 5 og 10 km, og det gik som smurt. Jeg havde besluttet at drikke en kop ved hvert depot og en 160 mL dunk fra mit væskebælte samt indtage en gel efter 45 min og derefter hver time. Det lykkedes at følge ballonerne fint efter depoterne, og jeg følte mig godt tilpas. Ved 14 km løb min kæreste ind med 4 nye dunke til mit bælte, og det var dejligt at se ham. Ved ca. 17 km måtte jeg desværre skilles fra min makker Louise, men jeg var i et godt flow.
Jeg vidste at mine forældre ville stå ved 20 km, så jeg forberedte mig på at se overskuds-agtigt ud, så de ikke ville gå og være meget nervøse de næste par timer. Der var en fantastisk stemning på Vesterbro, og det var dejligt at de friske fartholdere stod og heppede, inden de stødte til.
Herefter havde jeg min første lille krise: jeg kunne mærke, at jeg var ved at få sår af min t-shirt, og det begyndte at regne og blæse. Jeg fik dog øje på et par dejlige hold 9´ere: Jens-Jacob og Katrine, som jeg fik en lille snak med, og så gik det lidt endnu frem til de 28km. Det var jo ikke meningen, at det skulle blive hårdt før efter de 30 km! For 30km havde jeg jo prøvet på en søndagstur! Jeg holdt dog ved ballonerne og tænkte på, at jeg havde heppere stationeret på 29 og 30 km, og jeg fik vist også en lille ”trøste-gel”. Min søde kæreste kom med friske dunke igen ved 30 km, men puha hvor de føltes tunge! Og ved 32-33km mødte jeg vist muren! Jeg kæmpede mod tanker som: jeg kan simpelthen ikke løbe længere nu! Og jeg måtte sætte farten ned og mistede terræn til ballonerne. Jeg blev uendeligt glad, da mine dejlige venner heppede på mig ved 35-36 km! Det betød simpelthen ALT, at de stod der!Og ved 37km råbte en af mine veninder: Kom nu! Der er kun 5 km hjem! Men det føltes som 1000!
De sidste 4-5 km var en kamp! Jeg tænkte hele tiden på, hvordan det ville føles lige om lidt, når jeg var i mål, men mine ben var bare tunge. Jeg nåede et punkt, hvor jeg blev næsten ligeglad og trodsig, nu kan det være nok! Jeg skal bare i mål! Jeg tvang dog mig selv til at ”prøve at nyde det” for smerten er jo så kort i forhold til den efterfølgende hæder! Lige før Lange Bro stod mine forældre og min mor havde tårer i øjnene af stolthed, og jeg måtte tage mig meget sammen for ikke selv at knibe en tåre. På vej op over broen stod der en kvinde og kiggede direkte på mig på og råbte: Sejt! God stil! Jeg var uendelig taknemmelig!
Opløbsstrækningen var et overvældende hav af klappende mennesker, og det lykkedes faktisk at lave en form for spurt til tonerne fra Rihanna (jeg har downloaded sangen efterfølgende – det giver mig helt gåsehud at høre den!).
Lige efter mål stod de dejlige fartholdere og de fik en kæmpe lykkelig og taknemmelig krammer. Det var skønt at se jer! Selvom jeg næsten ikke kunne stå på benene J
Jeg har efterfølgende høstet hæder og ære, og jeg er helt sikker på at der kommer flere marathons!
Tusind tak for en fantastisk sæson og en ”life-changing experience”! J
LuiseKjære Hold 9.
Jeg løp mitt første maraton 22. mai i København og vil gjerne takke dere for den støtten jeg fikk i forberedelsene til løpet ved å følge facebook-siden deres og lese innlegg fra løpet i fjor.
Jeg bor i Tromsø, Norge, og har ikke trent sammen med dere. Vi har et flott løpemiljø her i Tromsø løpeklubb, som jeg trener med og flere fra oss deltok i København sist søndag. Selv uten å følge deres treninger, gjorde dere en forskjell for meg i oppladningen!
Det var naturligvis ekstra mange sommerfugler i magen i forkant av maratondebuten. Jeg hadde to halvmaraton fra 2010 og bra med langturer (lengste 33 km) bak meg da jeg stilte til start, men spørsmålene “hvor vondt blir det?” og “hvordan vil jeg oppleve de siste 10km?” malte i hodet. En løpevenninne ga meg som råd “Tenk fødsel!” og med det visste jeg at det uansett skulle gå. Løpet kunne umulig bli like langvarig og smertefullt som min første fødsel. . Jeg startet ut bak 03:40 fartholderne og tenkte jeg skulle følge dem den første halve. Så kunne jeg uansett henge meg på kraftfulle Hold 9 om jeg falt en del tilbake og komme inn på en tid jeg ville være meget fornøyd med. Løpet gikk lett, jevnt og fint, men jeg lærte at 5:16 i snitt per km, blir raskere reell løpetid. Vet ikke helt hva fartholderne gjør ved drikkestasjonene, men km-tiden var hurtigere – og så tapte man litt tid ved å drikke og spise. Klarte likevel fint å henge med og løp jevnt til omtrent de siste 4-5 km. Da måtte jeg slippe litt og sørge for at jeg hadde kontroll i fall det dukket opp krampe på slutten. Det ble ingen krampe, det ble bare helt supert. Jeg var inne på 03:42:46 og er fremdeles full av glede og stolthet!
For andre debutanter tenker jeg at den “veggen” man kan frykte, lar seg unngå med å sørge for god oppladning med masse vann, søvn og bra med mat dagene i forkant. Jeg drakk rikelig med vann ved hver drikkestasjon og spiste bananbiter, samt gikk litt. Hadde to gel som jeg tok ved de to siste stasjonene hvor det ikke var frukt. Jeg ble heller ikke veldig stiv i bena og tror det er fordi grunnlaget med lange turer var godt. Til slutt vil jeg anbefale yoga som supplementstrening til løping. For egen del henter jeg ut mer og mer fra yoga som jeg bruker mentalt mens jeg løper. Jeg tror også det gjør kjernen i kroppen min sterkere og bidrar til restitusjon.
Takk fra meg til Hold 9 og til de som gir av seg selv og sine erfaringer ved å skrive på sidene deres. Selv om mange løpere er individualister, trenger vi å dele våre erfaringer, gleder og sorger med noen som vet hva denne herlige idretten og livsutfoldelsen dreier seg om.
Jeg håper det blir flere maraton i København. Det var flott å debutere i denne deilige byen og fantastisk med alt publikum rundt løypen. Neste nå for meg blir i Tallin i september. Kanskje kommer også noen fra dere?
Beste hilsen RandiKære hold 9 – kære fartholdere!!
Så blev det endelig min tur til at dele min løbe oplevelse. Har læst de rørende beretninger fra sidste år op til flere gange, og tænkt: lige om lidt er det mig.
Jeg havde de sidste uger et baglår som drillede, forsøgte at ignorere det lidt, tænke positivt og tro på mirakler. Sidste træningspas ugen inden var ingen succes, så jeg bestilte massage og holdte benene igang på mine cykelture til og fra arbejde.
Lørdag d.21maj løb jeg mini marathon med min ældste datter og 2 niecer, 1km hvor baglåret nev. Og nu var det lige om lidt!!! Pokkers!Har gennem hele træningsforløbet bevist at jeg kunne følge hold 9 – og drømmen var at skulle løbe i mål med jer. Har faktisk ved alle træningspas haft overskud – gode ben – og en kæmpe drøm som lige om lidt skulle gå i opfyldelse. Men jeg tvivlede alligevel lidt her på falderebet!
På dagen stiller jeg mig på hold 9 – og bad til at benene holdte. Fulgte godt med indtil ½marathon distancen – trods et drillende baglår og et ve knæ som pludselig gjorde ondt. Fokus fokus fokus, nyd turen – nyd publikum – kriserne er korte fløj rundt i kasketten.
Man har så meget tid til at mærke de mindste ting i kroppen, og føj hvor kan de alle irriterer!!!!
Slap lige så stille hold 9 – og måtte tune mig ind på at nu drejede det som om at gennemfører. Hvilket ville være stort i sig selv!
På 35km kunne min kæreste følge mig lidt på cykel, og jeg havde brug for at vide om jeg havde 4 timers ballonerne lige i hælene. Det sagde han heldigvis nej til, hvilket var lige hvad jeg havde brug for. Havde jo en drøm, under de magiske 4timer!! Jeg var træt, og kæmpede med tårerne, og ønskede jeg sad i den cykel hvor min yngste datter lå og sov.
Fokus fokus fokus ….. en mental kamp af de største hidtil!!!
Smerten i knæet var ny og slet ikke følt før …. blev enig med mig selv om at dette måtte være “muren” – benene var som beton efterhånden. Men jeg har jo hørt nogle vise ord om at benene gør hva hovedet siger de skal – og det gjorde de sgu!!!!!!På 38km stod min kæreste , mine 2 piger og gode venner, og Klara min store pige stod helt ude, så jeg kunne passerer hende og klemme hendes hånd. Åhhh det var så stort, der kom jeg, mor til 2 – fødte den yngste for 2år siden og nu er jeg det tætteste på at gennemfører mit første marathon. Gisp!!!
Opløbet var helt fantastisk med alle de mennesker, fik en hurtig tanke at de kun var der for mig – kom nu, det er snart slut, hvor er du sej.
Og JA – fuck hvor var jeg egentlig sej.
Løb i mål i tiden 3.59.13 – under de magiske 4 timer. Træt, lettet og ovenud lykkelig da jeg mødte min storebror lige ved målet.Nu – klar til mere marathon – klar til at forbedre tiden – klar til at modstå hva som helst ….. Tak hold 9 for fantastiske fællestræninger – for godt humør – opmuntrende tilråb undervejs (Luise). Og en særlig tak til Mette Blach, en gammel au pair veninde jeg har fundet kontakt til igen via hold 9. Tak Mette for din positive energi – om nogen så troede du på mig
Vi ses igen hold 9 – kærlig hilsen en stolt hold 9′er Katrine.Kære hold 9 – løbere som fartholdere.
Jeg står i den situation at jeg har købt flybilletter til berlin i den weekend hvor der er marathon (som jeg naturligvis skal løbe). Jeg har ikke købet berlin før. Min udfordring er at jeg ikke har bestilt overnatning endnu, så kan i hjælpe mig med svar på:
1. Hvor er det godt at bo i det centrale berlin ift. marathon
2. Har I ideeer til gode hoteller eller lejligheder?
Mange mange tak!
Frederik
Jeg har lige fundet http://www.ferienwohnung-zimmer-berlin.de/en/search_request.php?new_lang_url=%2Fen%2Fsearch_request.php#. Du kan evt. prøve at lede der, men prøv også at skriv og spørg på Hold 9 siden på Facebook.
Mange tak, Preben!
Iøvrigt er der nogle af jer der ved om der er fartholdere til berlin marathon? -
Reply
Hold 9 billeder
|
Twitter
LinkedIn
Facebook
Delicious
Youtube
Flickr
Endomondo
10 comments
Comments feed for this article
Trackback link: http://hold-9.dk/2011/05/22/vi-bøjer-os-i-støvet/trackback/